At flytte til Filippinerne

Desværre var vores kinesere for langsomme til at komme til Filippinerne, så kontrakten gik til et andet firma. Det betyder ikke at alt er tabt, blot at min partner må starte helt forfra igen. Hvornår der igen er mineraler i udbud vides ikke, så vi må bare vente og se. For tiden koncentrer hun sig om sprogskolen, den er stille og roligt på vej opad.

Jeg har valgt at arbejde for Maria i hendes forretning. Hvis det har interesse, har jeg lavet en hjemmeside, hvor der står lidt om hvordan og hvorledes det fungerer – den er ikke helt klar endnu, men giver en god idé. www.whitehavenmemorialgarden.com

Situationen er den, at firmaet startede primo 2011, og salget startede i slutningen af året. Hendes udenlandske har financieret projektet, men kun nok til at købe cirka halvdelen af jorden. Resten betales af med afdrag, desværre lavede han en helt urealistik aftale med ejeren af jorden. Det betyder at vi er meget hårdt spændt for lige nu. Firmaet ejer et hus til en værdi af 5 millioner peso, nok til at firmaet ville være på den grønne gren – men der er ikke meget gang i ejendomsmarkedet lige nu. Så vi arbejder hårdt på at finde en køber. Ejeren af jorden, er en udspekuleret bandit på 72 år, og han prøver at overtage firmaet. vi tilbød at give huset i pant, men han foreslog at han overtog det for 2 millioner peso…… Men lad os nu se om det hele ikke løser sig. Maria og hendes mor har en aftale med borgmesteren i dag, de tager til Laguna for at se huset, da han er interesseret i et hus der. Så jeg folder mine hænder og beder en bøn.

Familiemæssigt går det rigtig godt. Chino har vænnet sig til de nye rammer, og stortrives. Han har ikke haft anfald af nævneværdig grad siden vi flyttede sammen, og er glad for at have en far. Og jeg er glad for at have en søn, så det er jo ganske fint. Jeg lidt stolt af ham – han har lige fået sin første kæreste. Han er 10 og hun er 12, og går 2 klasser over ham. Det er ret beundringsværdigt i den alder, hvor drenge normalt er noget bagefter i udvikling. En sød ting der har stået på i 2 uger nu, og de har ikke holdt i hånd endnu. Men det giver et par hundrede SMSer om dagen.

Vores kvarter har startet en vagtordning. Hver aften mellem 22 og 6 er der patruljer i området. Hvis man ikke vil deltage, kan man bidrage med mad. Jeg ville gerne være med, men blev stemt ned. Jeg har hørt fra Tito (onkel) Ernie, som bor 100 meter herfra, at politiet syntes det er en glimrende idé. De skulle efter sigende have sagt, at hvis der er nogen der ikke hører til, skyder i dem bare. Hvis I ikke har lyst til det, så ringer i bare, så gør vi det for jer. Det gør heller ikke noget at vores våben ikke er registreret, det skulle de nok klare.

Normalt ville jeg tage den slags meldinger med et gran salt, men jeg ved at området her er fyldt af cowboys. For noget tid siden, kom der hårde stoffer til området. Det varede ikke længe, før de fyre forsvandt, og dukkede op senere på en mark med sukkerrør, skudt i hovedet. Sagen aldrig opklaret, men sjovt nok er der ingen hårde stoffer her. Maria har en onkel der er Barangay Captain i nabobyen, og han skulle efter sigende have skudt den lokale (meget korrupte) politimester – i fuldt dagslys, på dennes kontor i vidners nærvær. Men når alle dommere og mennesker med indflydelse er ens venner, sker der sjovt nok ikke noget ved det. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det hjalp en hel del, at alle i befolkningen bakkede op om det. De siger sammenstemmende, at politimesteren virkelig trængte til at blive skudt…….

Jeg har nu ingen planer om at skyde nogen, men har installeret alarm og købt mig en kaliber 0.38 Smith & Wessson. Den kostede 600 kroner, med 30 patroner. Alarmen virker fint, sidste nat satten en kat den i gang.

Temeperaturen hernede holder sig på de 29 grader om dagen, og 25 om natten. Men sommeren er på vej, så nu sniger den sig snart op på 35 grader. Det er lidt uvirkeligt at læse om temperaturer derhjemme på -23 grader. Føj for pokker.

Jeg har smidt et par billeder ind. Det første er et af huset i Laguna. De tre andre er fra en resort, hvor vi tilbragte dagen efter Marias fødselsdag sammen med nogle af hendes venner fra Manila.

Nytårsaften blev fejret sammen med Marias mor og far, samt noget af familien. Til stede var Ralp (Marias bror) og hans dreng André. Christina (Marias svigerinde, gift med Gerald der arbejder i Quatar) samt deres to børn. I løbet af aftenen kom og gik der som altid mennesker, men ikke så mange som juleaften. Traditionen forskriver at man er sammen med familien denne aften, og ikke som juleaften hvor man besøger hinanden.

Jeg havde købt lidt fyrværkeri, og det er til helt andre priser end i Danmark, og kvaliteten er helt i top. Et stort bomberør koster 50 kroner, og batterier det dobbelte, alt efter hvad størrelse man vælger. Aftenen før skød jeg en raket og et bomberør af, for at tjekke kvaliteten (host-host). Vores yaya (tjenestepige) rendte rundt med hænderne over hovedet, da hun var sikker på at hun ville blive ramt – det var vel at mærke, ramt at de “blomster” der voksede ud af himlen Hun er fra en fjern provins, og havde aldrig set fyrværkeri før.

Aftenen var utrolig hyggelig. Som alle andre steder, var der også karaoke her – hvis der er fest, er det ikke til at komme udenom. Heldigvis synger alle i familen godt, nogle synger endda fremragende. Senere smider jeg et lille klip op af Ralp der synger. Nyd det

Maria er utrolig god til børn, hun arrangerede flere konkurrencer, hvor de kunne vinde lidt penge. Jeg har filmet to af disse, og smider dem også op senere. Jeg skal lige have fotografierne fra Chinos kamera, så kommer der også en række billeder. Jeg tager også lidt billeder af huset, så I kan se hvordan vi bor.

Vi spiste godt og længe (der var mad på bordet hele tiden), og jeg fik mig en god cigar, mens andre (ingen nævnt, ingen glemt) nød andre gode sager. Der blev ikke drukket igennem, jeg tror jeg fik 3 øl i løbet af aftenen, så der var ingen tømmermænd dagen derpå.

Vi tog hjem omkring kl 1.30, da vi skulle på udflugt dagen efter. Vi skulle hente en vaskemaskine i huset i Pasita, samt se efter et våben til huset i Festivalmall i Alabang…..

Så fik jeg prøvet at fejre juleaften i varmen. Vi tilbragte juleaften sammen med Marias familie (Faster og onkel) i Marikina, som er en del af Metro Manila. Der var vel omkring 20 mennesker, men det var svært at vurdere, da folk kom og gik hele tiden.

Da vi ankom, var der dækket op til middag i garagen/have stuen. Et langbord var fyldt en masse forskellige retter. Vi fandt en tallkerken og noget bestik (engangsservice) og fandt en plads ved bordet. Nogle havde spist, nogle var i gang, mens andre endnu ikke var ankommet. 2 af onklerne og en ven af huset sad ude på gaden, da de var færdige med hovedmåltidet, og nu var i gang med at smage på øllet og brandyen. Brandyen er i øvrigt et kapitel for sig selv, den hedder Emperador Light og koster ca 12,50 DKK for en liter. Efter at middagen var overstået….. Her er jeg lige nødt til at tilføje, at middagen hernede egentligt aldrig ender. Maden bliver stående på bordet, bortset fra risen, og nipper man til maden mens man drikker. Godt så. Da den værste sult var stillet, var tiden kommet til at dele gaver ud. Ikke familiens gaver til hinanden, de var stadig under træet da vi tog hjem, men nærmere en slags pakkeleg. Alle navnene på gæsterne var i en sæk, og så blev der trukket om, hvem der skulle give gaver til hvem (det må være foregået noget tid forinden, men jeg er ikke helt sikker). Gaverne var lidt som vi kender det fra pakkeleg hjemme i Danmark.

Værtinden havde købt nogle småpakker, og nu skulle der spilles om dem. Alle blev delt ind i hold á to personer. Første hold kom på scenen, og blev placeret overfor hinanden, på hver sin stol. Den ene deltager fik en hat på hovedet, og et stykke papir blive sat fast, så kun den anden deltager og tilskuerne kunne se den. På skiltet var der f.eks skrevet Barak Obame, Mall of Asia, eller Pansit (mad). Deltageren med hatten skulle nu gætte teksten, ved at stille spørgsmål til sin partner, der kun måtte svare “ja”, “nej” eller “muligvis”. Det var faktisk ret sjovt. Efter at pakkerne var delt ud, smed JP (Marias fætter) 500 Peso i puljen, og nu skulle de to bedste hold så dyste om dem. Det var stadig sjovt, men nu gik deltagerne op i det med liv og sjæl.

Herefter var der almindelig hygge til klokken 2, hvorefter vi vendte næsen hjemad.

Marias gudfar, Ninong, dukkede også op ud på aftenen. Han er en udtrolig mild fyr, som jeg er blevet meget glad for. Han har ikke en eneste tand tilbage i hele munden, så min julegave til ham var et nyt gebis. Det koster ca 500 kroner, noget som tandlægerne i Danmark kunne lære noget af Han får dem i starten af januar, så jeg glæder mig til at se ham igen.

Chino fik lidt blandet godt, en lommekniv og 3 plakater til sit værelse. Han er ved at nå den alder, hvor piger er ret interessante, så en af plakaterne var med Brithey Spears. Hans mor er ikke helt vild med den, men både Chino og jeg fortæller med uskyldige blikke, at det jo bare er en popsanger…. Maria fik en kuglepen med indgraveret navn, og jeg fik en Eau de Cologne.

JP er i øvrigt journalist, og fik for nyligt et indslag vist på CNN. Det kan ses her: http://edition.cnn.com/video/?/video/international/2011/09/05/world-view-manila-swimming-to-school.cnn

Som I kan se på mit banner, har der sneget sig et par ekstra personer ind i mit liv, Chino og Maria.

Maria er 35 år, og Chino er 10. Hun har sin egen forretning i Rosario, en lille by ca 2 timers kørsel syd for Manila. Hele familien, så nær som en broder der er i udlandet, arbejder sammen og bor sammen. Familen er meget traditionel, så jeg har været igennem hele møllen, møde med familien og godkendelse før der kunne blive tale om så meget som at holde i hånd.

Chino er meget bestyttende over for sin mor, og holder alle mænd væk fra hende. Men af en eller anden grund, fandt han og jeg hinanden allerede første gang vi mødtes. Og nu er han den der presser mest på af allesammen Vi mødtes to gange, og den effekt vores møde havde på hinanden, var så tydelig, at Marias forældre bemærkede det, og bad hende invitere mig til Andrés fødselsdag (Søn af Ralp, Marias bror). Marias mor fortalte Maria, at hun aldrig har set Chino så lykkelig, så Chino gjorde alting meget nemt for mig, jeg følte at jeg var accepteret allerede inden jeg mødte forældrene. Marias far er meget beskyttende, noget jeg fik at føle da vi var på første date. Det var med hendes bror og gudfar som Chaperoner, og ham i telefonen hele tiden. Men da jeg mødte ham til fødselsdagen, var han en ret hyggelig fyr. Far Bent i en asiatisk udgave

Jeg bor på et hotel i den by hvor Chino går i skole, og vi har mødtes efter han har fået fri. Så hygger vi os, og laver hemmeligheder Når Maria er færdig på kontoret, kommer hun også. Vi snakker og hygger til det er tid at vende hjem. Det er ikke kun romantik det hele, vi arbejder også på vores forretning. Hvordan det hele kommer til at se ud, ved jeg ikke lige nu, men jeg skal nok holde jer opdateret.

English version

As you can see on my banner, a couple of persons have become a part of my life, Chino and Maria.
Maria is 35 years old, and Chino is 10. She has her own business in Rosario, a small town about 2 hours drive south of Manila. All of her family, except for one brother who works abroad, works and lives together. The family is very traditional, so I have been through the whole process of meeting the family and being approved, even before holding hands could be considered.
Chino is very protective of his mother, and keeps all men away from her. But for some reason, he and I found each other the first time we met. And now he is the one who is working the hardest to make Maria and me a couple  Chino and I met twice, and the effect it had on him, was so obvious, that Marias parents noticed it, and asked her to invite me to Andrés birthday (Son of Ralp, brother of Maria). Marias mother told Maria, that she has never seen Chino so happy before, so Chino made everything so easy for me, I felt that I was accepted even before I met the parents. Marias father is very protective, something I felt the first time I was on a date with her. He send her brother and godfather along as Chaperones, and kept calling and texting her all the time. But when I met him at the birthday, he turned out to be a rather nice guy. Far Bent (Daddy Bent) in an Asian edition.
I stay in a hotel in the city where Chinos school is, and we met after he got off from school. Then we hang out, and makes secrets  When Maria is finished at the office, she will join us. We talk and enjoy each others company, until it is time for them to return home. Not all is romance, we are also working on our business. How it will all turn out, I do not know at present, but I will keep you updated.

Her går det godt Jeg har fået tilføjet endnu et brandsår til min samling, lige under det første. Denne gang er det dog knap så alvorligt, på størrelse med en femkrone.

Som jeg fortalte tidlgere, kan man ikke lave et firma hernede som enkeltperson, der skal være mindst 5. Jeg troede at min forretning med fisk ville blive meget simpel, og let at sætte i værk, men det har vist sig at være op af bakke, og lige nu har jeg trukket håndbremsen. Til gengæld kører min partner, Jenny, derudaf. Hun er ved at lande en kontrakt med en kinesisk importør af mineraler. Hendes opgave, består i at sætte de rigtige mennesker i kontkakt med hinanden, og hjælpe importøren med at registrere de rigtige steder. For det får hun 1 peso for hvert tons de eksporter. De forventer at importere 2,7 mill tons om året Desuden er den sprogskole hun har startet kommet godt i gang. De elever der er nu, dækker omkostningerne til vores kontor samt løn til den underviser vi har ansat. Hun er ikke begyndt at reklamere for skolen endnu, da det hele lige skal på plads først. Til slut har hun en PR kampagne for John Calub undervejs, der er god for en pæn skilling også. I kan se fyren her http://johncalubtraining.com/

Jeg rendte så ind i en kontakt, der har en rigtig god forretning. Hun har faktisk en forretning mere, som hun ikke har tid til at udvikle og passe, så hun tilbød den til mig. Det drejer sig om salg af æg. Hun har både producenten og den første store kunde, så det eneste der skal gøres, er at transportere æggene fra Batangas (2-3 timer syd for Manila) og til Manila. Så jeg er nu i Batangas, og mødes med producenten for at se hvad han kan levere, og hvad det koster. Jeg snakkede med en af mine partners forretningsforbindelser i går, og hun var stærkt interesseret i at blive min agent (ren kommision), og havde allerede en del kunder klar. Så det bliver spændende at se hvad det kan føre med sig.

Jeg har også startet en internet virksomhed. Den kan jeg ikke fortælle så meget om, andet end at den form for virksomhed det drejer sig om, er ulovlig hernede, men lovlig i Danmark. Så jeg har lavet et dansk firma, hvor pengene går ind, jeg tager 10% og sender resten videre. Metoden er ganske udbredt hernede, grunden til at jeg gik ind i den, er at jeg blev forarget over, at dem der laver det samme som jeg nu gør, tager mellem 50 og 70% af fortjenesten for at yde denne service. Jeg tilbød at gøre det for en ven, og i løbet af ingen tid var der 11 der ville slutte sig til. Ud over at sende penegene videre, har jeg intet med det at gøre. Så det er let tjente penge. Og noget der kan vokse sig ganske stort på ingen tid.

På hjemmefronten er der en smule uro. Fe er flyttet ud af huset, og tilbage til deres hus i Rizal. Rodel har en datter, som nu er 6 år gammel. Et halvt år efter han blev far, tog hans kæreste til udlandet for at arbjede, og var væk i 4 år. Da hun kom tilbage, tog hun datteren for stak af. Han har kontakt med moderen, men kun når hun mangler penge. Han savner sin datter meget, og jeg har derfor aftalt at vi tager ned og besøger hende omkring årsskiftet. Fe vil ikke acceptere at han har kontakt med sin datter, da hun er jalous på moderen. Jeg støtter Rodel, da jeg ikke mener at hun skal forhindre ham i at se hans datter. I går gik det så helt galt. Hun går altid i hans telefon, for at se om der er noget der ikke skal være der. Det er så hvad det er, men hvad værre er, at hun også sletter de kontakter hun mener ser mystisk ud. Så lige pludselig kan vi ikke få fat på vores kontakt hos LTO, da nummeret er slette. Hun hedder Dahlia, så det mente Fe var en dame der ikke måtte være i hans kontakter. Jeg viste ham hvordan man låser telefonen med kode. Da hun ikke kunne komme i telefonen, gik hun helt over gevind. Rodel bevarede roen, og sagde til hende: “Fint, du får min kode. Men hvis du ser efter i min telefon, og ikke finder noget, så er vi to færdige med hinanden”. Så blev telefonen kastet i væggen, og Rodel blev vred, da han lige havde fået telefonen af mig. Han siger til hende, at det må hun ikke, og hun slår ud efter ham, snitter ham hun i ansigtet, men per refleks langer han en lussing tilbage igen. Han rammer så ikke ved siden af. Så klokken 3 om natten gik hun ind til vores nabo, der er hendes chef. Og han kørte hende til Rizal. Jeg fik så en lang snak med Rodel, og sagde til ham, at jeg ikke mener at han skal give sig, at han har ret til at se sin datter. Så nu må vi se hvad det hele ender med.

Jeg håber at I alle har det godt derhjemme

Det var en dejlig tur til Thailand, og rigtig skønt at tilbringe tid med mennesker der står ens hjerte nær. Perfekt ville det have været, hvis de sidste 15-20 stykker også havde været med… Men de valg vi træffer, har nogle gange konsekvenser, det er nu engang ikke muligt at lave en omelet uden at åbne ét æg.

Jeg var nær aldrig kommet ind i landet igen. Det viste sig, at pas-politiet ikke ville acceptere mit midlertidige pas. Men det lykkedes mig at snakke mig igennem, det faktum at jeg havde en mail fra det danske konsulat, hvor der stod at mit pas var klar til afhentning hjalp en hel del.

Vi er faldet godt til her i huset, og for 2 dage siden fik jeg internet. Det er ikke helt oppe at køre endnu, men det kommer i løbet af et par dage. I sidste uge fik jeg mit filippinske kørekort, nu mangler jeg bare at få det skiftet ud med et, hvor det ikke kun gælder for bil. At få et kørekort hernede som udlænding er ikke nemt, men jeg har jo Rodel, og han kender tilfældigvis én der arbejder på det lokale LTO (Land Transportation Office). Normalt skal man igennem en del prøver, og have oversat det danske kørekort til engelsk. Det vil ambassaden have 2000 peso for. Istedet valgte jeg at give 500 peso til Rodels ven (snack money), og hun fik det igennem. Jeg havde ellers fået det bestilt i Leyte nogle måneder tidligere, men her ville de have en oversættelse. Jeg kom dog ikke uden om at skulle testes for alkohol og stoffer (besået) og en læge undersøgelse (dumpet). Den kvindelige læge sagde at jeg kun måtte køre i dagtimerne. Jeg forklarede hende at mit danske og internationale kørekort ikke havde de begrænsninger, og at jeg havde bestået i Leyte kort tid forinden. Hun hev nu en lovsamling frem, og sagde at her kunne jeg se at filippinerne havde opdateret deres praksis, så den nu var mere strømlinet. Jeg kiggede i den, og bemærkede at den var 2 år gammel, så det kunne jo ikke være derfor at der var forskel. Hun sagde, at det står helt klart at jeg ikke måtte køre om natten, når jeg ikke havde syn på det ene øje. Jeg fandt afsnittet, og læste det igennem. Jeg kunne så vise hende, at hvis man havde syn under en vis grænse på det ene øje, men det andet var okay, var der ingen begrænsninger. Men nu stop det pludselig ikke længere i manualen, men hvar hendes lægelige vurdering – mokke. Det er private der laver disse test. Kvinden fra LTO og Rodel sagde, at det var fint nok, det står kun på bagsiden, og der kigger de aldrig. Men nu var jeg blevet godt gal i skralden. Enden på det hele blev, at vi gik 500 meter ned af gaden, til en anden doktor, som rev forsiden af attesten, gav mig en ny synsprøve, og en attest uden anmærkninger Et eller andet sted er det et skønt system, hvis man ved hvordan det virker

Min forretning hænger stadig lidt i bremsen, men det er ikke alvorligt. Jeg har bare problemer med at finde de rigtige leverandører. Jeg har skrevet rigtig mange mails, men ikke nået nogen svar af betydning. Det viser sig, at man skal tage hen til dem, og ikke bare ringe. Så det er næste opgave. Der er et par interessante steder, og jeg har mailet lidt med dem, selv om det tager mere en 14 dage for dem at besvar en mail. Mine partnere kører på for fuld skrue. Jenny har allerede landet flere kontrakter inden for sit felt, inden længe kører der 500 busser rundt i Manila, med reklamer som hun står bag. Hun er knald dygtig, så det har vist sig at være en kæmpe gevinst at jeg var tvunget til at tage partnere ind. Heldig som altid

Lige nu går jeg hjemme, er faktisk sygemeldt. Jeg havde et uheld på min Rouser. Der var en bil der puffede mig, så jeg var lige ved at ryge af den, men reddede den i sidste øjeblik. Men jeg fik sat bagsiden af mit udnerben ned på udstødningen, den er varm skal jeg hilse at sige. Jeg trak et lag skind af, og det så ikke så slemt ud. Men jeg tror at lidt af kødet blev kogt….

Arbejdet med at renovere jeepen går fremad. Jeg laver kun de allermest nødvendige reperationer, da jeg regner med at Jan kommer ned til mig, og så skal han have lidt at rive i Styretøjet havde 20 centimeter ratslør, og den bremsede skævt. Det er ordnet nu, selv om bremserne skal have en omgang mere. Og så går den 3-4 km per liter, noget som jeg helt klart også skal have set på. Det haster ikke, da jeg jo har Rouseren. Den har 220 ccm, og går mere en 30 km på en liter, selv med min kørestil. Det eneste negative ved den er, at jeg ikke kan køre på betalingsvejene, da de kræver mindst 400 ccm. Så det er på de trafikkerede veje den slår sine folder. Men den er genial inde i byen. Jeg brugte et sted mellem 2 til 3½ time hver vej, når jeg skulle på arbejde og kørte i taxi. Nu tager det mellem 20 og 30 minutter. Skønt at glide forbi alle bilerne. Det går ikke så stærkt, men selv 20 km/t er stærkt, sammenlignet med en stillestående kø.

Snakkede med Susan, og hun fortalte at hun havde presset sig selv så hårdt, at hun var faldet om på gulvet på arbejde med kramper i hele overkroppen. Det gør mig uendelig trist at høre. Men styrker samtidigt min beslutning om at jeg traf det rigtige valg. Der er andet i livet end arbejde, og det skal have en sekundær betydning i forhold til resten af ens liv. Noget som vi danskere ser ud til at have glemt.

Livet hernede er hårdt for mange, og fattigdommen er tydelig overalt. Folk kæmper en kamp for tjene til livets ophold. Jeg har set familier der lever under en bro, siddende midt i deres ejendele, som kun er lidt tøj og kogegrej. Jeg kæmper lidt med den mentalitet jeg har med hjemmefra. Vi siger, at vi ikke kan hjælpe dem allesammen, men bruger det som en undskyldning for slet ikke at hjælpe. Og dulme vores dårlige samvittighed. Mine øjne er blever åbnet for mange ting. Jeg vælger at støtte der hvor jeg kan, ikke med penge, men på andre måder. Jeg snakkede med en pige, hvis datter var blevet bortført at faderen. Her kunne jeg f.eks bruge Rodels færdigheder, og hans kontakter. Han kender nogle betydningsfulde mennesker, der arbjeder for de fattige. Såsom gratis advokathjælp og den slags. Dejligt når man kan gøre en positiv forskel på et andet menneskes liv.

Og så var jeg en tur i Indonesien, til en stor udstilling i Djakarta. Ifølge deres udsendte materialer, skulle der være en masse leverandører af fisk, fra hele Asien. Det var min partner i Belgien der foreslog at jeg tog derned. Det var spild af både tid og penge. Der var ikke en eneste Men jeg fik da endnu et land føjet til listen over steder jeg har været. Djakarta er nu ikke et sted jeg bryder mig om, for det første er 80% af befolkingen muslimer, for det andet er byen mere beskidt og traffikeret end Manila. Eneste postive træk, er at de har nogle af de smukkeste kvinder i verden der….

Lig nu sidder jeg i Bangkok. Jeg venter på at Susan, Else og Jan dukker op, jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen. Jeg valgte at komme et par dage før, da mit visa udløb 3 dage før vi skulle mødes. Så i stedet for at bruge en dag på at få et nyt visa, samt betale for det, valgte jeg at tage afsted lidt før.

Mit firma er ved at tage form. Papirerne er klar til at blive underskrevet. Vi er 3 personer i firmaet, samt to “dummies”. De to andre her Letty og Jenny. Letter er den dame der stod for udlejningen af min lejlighed i Cityland, hvor hun har et kontor. Dette kontor er nu også mit, og hovedsted for firmaet. Jenny arbejder for en af de mest magtfulde guvernører i Filippinerne. Hun har sagt sit arbejde op, og i løbet af kort tid vil hun bruge al sin tid på firmaet. Hun arbejder med PR, og har meget stor erfaring med at arrangere events.

Begge piger er hårdt arbejdende og har masser af talent. Men i Filippinerne er det ikke normalt at betale sine medarbejdere en god løn, med det resultat at de starter for sig selv, hvis de får en god idé. Jeg har forsøgt at ændre dette, ved at sætte firmaet op, således at de ikke får løn, men får en del af overskuddet. Så længe det er mig der har investeret kapitalen, får jeg 60%, mens de hver får 20%. Noget de var forundrede over, da det er en god aftale. For mig er det ganske logisk. Ved at aflønne dem med en del af overskuddet, sikrer jeg mig, at de er top motiverede i at maksimere overskuddet. Når de har betalt mig ud, deler vi lige med en tredjedel til os hver. Dette igen for at sikre, at de idéer de måtte komme med, bliver i firmaet. Tillid er også vigtig, så firmaet er sat således op, at alle større beslutninger skal godkendes af os all tre. Mindre ting, såsom køb af kontorforsyninger mv kan klares med kun to underskrifter.

Lørdag, hvor jeg skulle gøre klar til at tage afsted på ferie, blev lid anderledes en jeg havde regnet med. Der dukkede et møde på med guvernøren og en bormester fra Maskate. Guvernøren er en travl mand, og han rykkede mødet frem med to timer, så da jeg nåede frem var han lige gået ud af døren, men muligheden dukker op igen. Borgmesteren var ret interessant. Hun kommer fra en ø syd for Manila, hvor de har en stor fiskeindustri, og var ret interesseret i at lave en aftale med os. Jeg fik en invitation til at besøge hende, når jeg kommer tilbage fra Thailand. Hun har i øvrigt købt en ø, en af den slags man ser i reklamerne. Hun ville gerne vide, om jeg kendte nogen der kunne udvikle øen, bygge hoteller og den slags. Jeg måtte erkende at det var lidt uden for mit område.

Hernede er forbindelser alting. Det gælder om at kende nogen. Og finde ud af hvordan man kan gavne hinanden. Borgmesteren er interesseret i at skabe arbejdspladser i hendes provins, og måske blive en del af forretningen. Det var ganske rart at sludre med hende, da hun faktisk vidste en del om fiskeriet dernede. De renser ikke fiskene når de fanger dem, det foregår i land. Men de har tøris med, så de bliver kølet ned med det samme.

Jeg har lejet et hus i Pasig City, en lille time fra kontoret. Det er med vagt, og desuden er der en soild jernport foran huset, så ingen kan komme ind hvis porten er lukket. Desuden har jeg købt en lille jeep, så jeg ikke behøver at tage en taxi hver dag. Jeg glæder mig til at komme i gang Jeg har lagt lidt billeder op igen…

Kort fortalt fik jeg mig bragt i en ret uheldig situation. Uden at udlevere mine fejltrin alt for meget, kan jeg afsløre at jeg fik tømt min lejlighed, rub og stub. Jeg havde brugt en stråmand til at leje lejligheden, hvilket betød at denne have retten til at tage alle mine sager. Men sagen blev hurtig bragt under kontrol igen, og jeg har nu alle mine ting tilbage igen. Lejligheden røg dog en tur, men det var nok heller ikke det værste der kunne ske, for jeg var alligevel på udkig efter en anden.

Så sagen endte med at jeg blev en del klogere, lærte noget om retssystemet hernede (man skal ikke gå til politiet først, men til barangay kaptajnen, der svarer til en borgmester for et lille område, der har sin egen politistyrke, såkaldte enforcers) og fik mig i tilgift en rigtig god ven.

Situationen på forretningsområdet er stadig åben. Savværket var ikke noget jeg turde binde an med alligevel. Men ejeren af den bygning jeg boede i før, gav mit nummer til den dame der har rigtig mange kontakter, og hende skal jeg møde i morgen. Jeg har ligeledes undersøgt muligheden for at købe 3-4 taxa’er. Chaufføren giver et fast beløb hver dag for at bruge bilen, og i løbet af et år er investeringen mere end hjemme igen. Dette er inklusiv omkostninger til dæk osv. Jeg talte en del med en chauffør, som er tredje generation i et vognmandsfirma. Jeg skal finde biler der er 3-5 år gamle, da det ikke er muligt at købe en ny bil med licens. Men en taxa hernede holder ca 15-16 år.

Mit fiskeeventyr træder lidt vande, da min ven i Belgien er meget ophængt lige nu. Men jeg arbejder stadig på sagen herfra, og når han har tid igen, håber jeg at komme lidt i gang med det projekt.

Jeg har det rigtig godt, og glæder mig til at stå ud af sengen hver dag – og det er ikke fordi der er noget galt med sengen.

Desværre blev sammenkomsten ikke til noget, den blev udskudt. Vejret i Manila viste sig fra sin værste side, og vi fik en del mængde vand. Når det sker står store dele af Manila faktisk under vand, nogle gange op til 1 meter i gaderne. Desværre har Manila ikke skytrain som de har i Bangkok, så alt står stille mens vandet er der. Heldigvis bor jeg på 28. etage, så der kommer vandet nok ikke lige op med det samme.

Til gengæld rendte jeg ind i noget andet interessant. En familie fra Mindanao, hvor manden døde for et stykke tid siden. De ejer et savværk, men da de var nødt til at bruge en masse penge på hospitalsregninger, har de ikke økonomi til at starte den op igen. Det regner jeg med at undersøge i de kommende dage. Jeg har tilfældigvis arbejdet på et savværk i et par år da jeg var en ung mand, så jeg kender til faget. Jeg mener i øvrigt at Mindanao er der hvor muslimerne slår sig løs, så det kunne godt blive rigtig sjovt.

Byen hedder Davao, og er en af de største i Asien, og udviklingen her går rigtig stærkt. Jeg tager en flyver derned for at se på tingene, en retur koster ca 400 kroner, så det er til at overkomme.

I går blev jeg ringet op af ejeren af det højhus jeg bor i. Jeg er så ikke lige sikker på at der er selve ejeren, eller en repræsentant for denne. Hvorom alting er, så ringede hun for at invitere mig til en sammenkomst. Jeg har snakket lidt med hende om mine planer, både om eksporten af fisk, men også om evt at overtage den internetcafe der er her i bygningen. Til sammenkomsten kommer der en del lokale politikere og forretningsfolk, så det kunne være en gylden mulighed for at begynde at danne et netværk med folk med forbindelser.

Så jeg bliver nok nødt til at finde jakkesættet frem, og barbere mig Jeg havde ellers besluttet at lade skægget gro, for at se hvordan det ser ud. I næsten hele mit liv har jeg været glatbarberet, og syntes at nu var muligheden der. Men jeg tror at Susan har ret i hendes udtalelser angående dette emne…..

Med hensyn til internet caféen, så er den til salg for 300.000 peso, eller ca 37.500 danske. Der er 10 maskiner og en del andet udstyr. Ejeren af bygningen siger, at den nuværende ejer er ved at køre forretningen ned, og ikke har forstand på det han laver. Men hun foreslår at jeg istedet overtager det lokale som seven-eleven forlader inden længe, det har en rigtig god beliggenhed. Jeg snakkede med hende om nogle af de idéer jeg havde, blandt andet at tilbyde undervisning. Den idé var hun helt vild med, og ville gerne være den første til at tilmede sig til et kursus. (Så Just – hvordan gør jeg lige det? Hold på ca 4-6 elever, grundkursus med videre).

I morgen ved jeg meget mere, og skal nok give et referat af sammenkomsten. Det bliver noget af en opgave, da jeg aldrig har prøvet den slags før.